Vandrerhjemmet Villa Blomberg ligger fem minutters gang fra den fredede by Ærøskøbing, hvor også færgen fra Svendborg lægger til.
Villa Blombergs grund går helt ned til stranden, hvorfra der kan bades, sejles med kajakker, mv. Øhavsstien – som omfatter hele Ærø og det sydfyske øhav - udgår fra området. Der findes også en naturlegeplads med shelters og bålplads samt en sportsplads på sin jord – så børn og voksne kan tumle sig frit, uden at skulle krydse nogen veje.
Cykler kan bestilles, så de ved ankomsten står klar hos cykeludlejeren (fem minutter fra Villa Blomberg).
Villa Blomberg koster for børn i folkeskolen 230 kr. pr. barn pr. døgn. Prisen er inklusiv fuld pension. Vi tilstræber at benytte økologiske råvarer og øens sunde og lækre produkter.
Indkvartering af elever sker på to- og firepersoners værelser. Lærerne på enkeltværelser. Linned og håndklæder kan lejes billigt (50 kr./10 kr.) - eller medbringes.
Der er også mulighed for at kombinere ophold på Villa Blomberg med lejrskolesejlads med skonnerten Fylla – www.skonnertenfylla.dk
Vi glæder os til at møde jer!
Venlige hilsner
Lau Leerskov, leder af vandrerhjemmet Villa Blomberg

